Ingeniører med luft under vingerne

Da Henrik Heikel Vinther som ung stud. polyt. for første gang satte sig op i et svævefly var årstallet 1958. Og selvom verden på mange måder ser meget anderledes ud i dag, så er der alligevel ingenting, der har ændret sig: Hvert år sætter nye, unge stud.polyt'er med lyst til at svæve under skyerne sig for første gang op i de nu langt mere moderne svævefly som Polyteknisk Flyvegruppe (PFG) råder over i dag.

Pusterum under studierne

Det er det samme, der lokker nu som dengang: Lysten til at svæve under skyerne og behovet for en kammeratlig base fri for formler, eksaminer og pensum under studierne på DTU.

- Målet med at have en svæveflyveklub på DTU er at give de studerende en kammeratlig base og et "pusterum" under studierne, siger Henrik Heikel Vinther, der også kender eksempler på, at studerende blev hjulpet gennem svære perioder i studiet af venner og tidligere studerende i svæveflyvegruppen.

- Derfor gør vi også meget for at det rent økonomisk er muligt for de studerende at være med i klubben. Desuden har PFG en særlig "ingeniørvinkel" på svæveflyvningen: Klubbens medlemmer har f.eks. selv designet og bygget klubbens slæbefly "Polyt 5".

Preben Graves, Henrik Heikel Vinther og Aksel Feddersen ved TT (tango-tango), som er en '18-m Cirrus'. Foto: Axel Morgenstjerne

- Men man kan ikke lære at svæveflyve, hvis man skal regne sig frem til alting, siger Henrik Heikel Vinther. - Når man sidder i cockpittet skal man bruge alle sine sanser for at blive en god pilot, ligesom når man skal lære at cykle. Og Henrik Heikel Vinther ved, hvad han taler om, for han har gennem mange år været både førsteinstruktør og S-kontrollant, dvs. den, der står for at eksaminere eleverne, når de skal have deres svæveflyvecertifikat.

Henrik Heikel Vinther holder meget af samværet med de unge elever i klubben: - Når man er sammen med de unge, holder man sig også selv ung.

8,4 kilometer over Sierra Nevada

Henrik Heikel Vinther har altid haft lyst til at svæveflyve, og den dag, hvor drømmen blev til virkelighed, skete det i et et-sædet skolesvævefly, som blev trukket op i få meters højde af et spil - og så var det bare om at gøre, som instruktøren nede på jorden råbte, at han skulle. På den måde opnåede Henrik Heikel Vinther sine første sekunders flyvetid. I dag skoles klubbens elever på tosædede skolefly, hvor en instruktør i bagsædet sørger for, at alt går sikkert til, og eleverne har helt fra starten gode muligheder for at flyve termik - dvs. kredse i de opadstigende varme luftstrømme, der løfter svæveflyet op i himlen med flere meter i sekundet. På dage med god termik kan man let flyve i flere timer.

Henriks største oplevelse med svæveflyvningen var den dag i 1959, hvor han første gang skulle flyve alene helt op i 400 meters højde. - Da var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg turde eller ej. Men jeg gjorde det, og det er den dag i dag en af mine allerstørste oplevelser som svæveflyver, siger Henrik Heikel Vinther, der siden da har rejst jorden tynd og svævefløjet, hvorend han kom frem. Den oplevelse, der bedst konkurrerer med højstarten i 1959 var, da han i 1975 i bølgeopvind fløj op til 8,4 kilometers højde over Sierra Nevada bjergene i USA: - Det var en fantastisk oplevelse!

Verdensmester fra DTU

PFG har værksteder og mødelokaler i et skovbevokset hjørne af Sletten (bygning 237), hvor mange Heikel Vinthertimer bliver tilbragt med teoriundervisning og vedligeholdelse af klubbens fly. Lokalerne blev bygget i 1976 og finansieret med fondsmidler fra A. P. Møller og Hustru's fond, som blandt andre Henrik Heikel Vinther lagde et stort arbejde i at skaffe gennem sine mange år som formand og bestyrelsesmedlem i PFG. Om sommeren er der mest aktivitet på flyvegruppens flyveplads i Kaldred på Vestsjælland.

Polyteknisk Flyvegruppe består af svæveflyvere, der enten studerer på, eller er kandidater fra DTU. I 1983 blev et af PFG's medlemmer - Stig Øye fra Institut for Energiteknik - Verdensmester i svæveflyvning; en begivenhed, klubben husker med stolthed.