Forfulgt af termik!

En usædvanlig flyvetur

Af Aksel Feddersen, aktivt PFG-medlem siden 1946, æresmedlem i 1996, FI nr.186

Som mangeårig svævepilot har jeg ofte tænkt over hvorfor denne sport virker så fascinerende og i flere betydninger opløftende, at jeg stadig ikke er blevet træt af den. Jeg tror at det dels skyldes at man her træffer andre som også gider påtage sig besværet med at holde alt det grej i gang som nu engang kræves for at få disse "totalt unyttige apparater" op i luften. Det medfører så en anden vigtig ting: Et hyggeligt kammeratskab på flyvepladsen med uforpligtigende snak og god mad og drikke om aftenen og masser af frisk luft om dagen.

A. Feddersen startklar på Kaldred i Cirrus 18m.

Som fuglene gør det

Men især - og nok det vigtigste for de fleste af os veteraner - er nok den helt specielle fornemmelse at kunne bevæge sig rundt i atmosfæren på næsten samme måde som fuglene, og i øvrigt ofte netop i selskab med fugle, der forunderligt nok ser ud til at acceptere os som deres venner - trods størrelsesforskellen.

Venskabet med fuglene kommer rigtigt frem når man ude i terrænet kommer så langt ned at truslen om udelanding er ved at blive overhængende. Så er der intet så skønt som at få øje på et par måger i nærheden der ligger og kredser uden at bruge vingerne, og viser hvor der er gang i termikken.

Når så man efterhånden har fået ordentlig fat og jorden begynder at fjerne sig igen, får vist alle svæveflyvere en herlig fornemmelse af at være ovenpå igen. Det varer måske ikke så længe, men giver i hvert fald mod på den fortsatte kamp frem mod det fastsatte mål.

Jeg nyder også spændingen ved at begive mig ud i områder hvor det er svært at vurdere om der overhovedet findes nogen termik, og så udnytte det der viser sig undervejs for til slut at vende hjem til flyvepladsen efter flere timers flyvning.

Som sport betragtet er svæveflyvning nok mere afhængig af vejret end nogen anden sportsgren. Og dansk sommervejr giver yderst varierende muligheder for dens udøvere. Ofte kan man kun flyve pladsrunder på 6 - 7 minutter fra spilstarten. Men til gengæld kan betingelserne pludselig blive helt ovenud gode, og så føler de heldige, der tilfældigvis får chancen på sådan en dag, sig stærkt priviligerede.

Udsigt over Nekseløbugten og østenden af Saltbæk Vig med Kaldred flyveplads helt til højre.

Det er om sådan en dag jeg vil berette i det følgende:

Da varmen kom til Danmark

Sommerlejrens anden uge havde for alvor bragt varmen til Danmark. Et højtryk havde stabiliseret luften, så alle skyer var forsvundet, og vinden var gået i sydøst. DMI`s udsigt lovede skyfri himmel med ingen eller kun svag termik ved en udløsningstemperatur på 29°C. Det tog vi nu ikke så tungt, for de foregående dage havde udsigten ikke været bedre, men alligevel blev termikken over Kaldred "ikke så ringe endda". Det skyldtes nok, at den meget varme luft der blæste op til os fra resten af Sjælland, udløste ganske kraftig tørtermik i området.

Instuktørens problemer

På denne dag skulle jeg være instruktør på vores K-21 og skulle op med en elev der havde ca.40 starter på tosædet. Ved middagstid var vi klar til en spilstart, og jeg regnede med at kunne komme op at hænge på tørtermikken, som plejede at gå igang på den tid af dagen.

Når jeg flyver med elever har jeg - udover at lære eleven at manøvrere korrekt - sædvanligvis følgende to væsentlige punkter at tage hensyn til:

1. Hvordan skal jeg på de få disponible minutter efter spilstarten i den tosædede finde noget løft så eleven - og instruktøren - ikke må nøjes med 5 minutters ture?
2. Når punkt 1 er lykkedes, og vi har fået arbejdet os op til en rimelig højde og fløjet rundt et passende stykke tid, hvordan får jeg så dirigeret eleven hen et sted hvor det går nedad igen uden at vi hele tiden ramler ind i nye bobler? Normalt er vi jo nødt til at begrænse flyvetiden.

For andre der plejer at måtte arbejde hårdt for at blive hængende længst muligt, lyder det nok som pral, men til tider føler jeg det som jeg næsten bliver forfulgt af termik, når jeg har bestemt mig for at gå ned. Overalt dukker der områder med stig op, som frister enhver svævepilot til "lige at prøve en omgang mere".

Når det gode flyvevejr indfinder sig på Kaldred, har jeg nu sjældent problemer med at få hevet den tosædede op, og ned er vi da også altid kommet igen efter kortere eller længere tid, men der kan være utrolig stor forskel på hvor let man har ved at komme både op og ned. Der er kort sagt sjældent to flyvninger der ligner hinanden, men den tur jeg her skal berette om var nu alligevel helt ekstraordinær.

Wirebrud

Starten forløb ganske normalt, omend farten var lidt lav i begyndelsen, så vi gav signal om mere fart. Så skete der til gengæld noget! Pludselig var det som om fanden tog ved spillet. Farten sprang op og kort efter lød det kendte brag som betyder at wiren er knækket et eller andet sted. Det viste sig senere at være sprængstykket der havde virket efter hensigten.

Efter at vi havde udløst vores ende af wiren, gjaldt det om at finde noget løft i en fart. Med kun godt 300 m var der ikke så meget højde at rutte med, men det bekymrede mig nu ikke. Det spark vi havde fået under sidste del af starten kunne kun skyldes at vi var fløjet igennem en kraftig termik, så bare vi kunne finde tilbage til den, var den videre flyvning sikret. Altså: rundt med det samme og ganske rigtig fandt vi straks en pæn lille boble, der hurtig voksede til mellem 2 og 3 m stig. Ca. 5 min. efter udkobling passerede vi 1000 m, stadig i samme boble, og sådan fortsatte vi til over 2000 m.

K8 og K21 over østenden af Saltbæk Vig.

En problemfri flyvning

Det var begyndelsen til en af de længste, smukkeste, og samtidigt nemmeste og behageligste instruktionsflyvninger jeg erindrer at have gennemført. Her var ingen problemer med at komme op efter starten, og selve flyvningen var ganske problemfri, fordi man hele dagen blot kunne flyve op over Vesterlyng, hvis man havde brug for at vinde højde. Snart lå der en flok PFG - fly oppe ved Nekselø og snurrede rundt over et usandsynligt blåt Kattegat. Og med en skybasis på over 2600 m for de pæne små cumulusser, der efterhånden dannedes i området, kunne man flyve rundt over det meste af Sjælland og uden besvær nå tilbage igen.

DMI havde iøvrigt ret i sin vejrmelding. Over resten af Sjælland var der overhovedet ingen skyer og kun moderat tørtermik. Men netop denne vejrsituation gav ekstremt gode forhold over Kaldred.

Bliv bare oppe !

Tilmed forsvandt det sidste problem ved instruktionsflyvning med at komme ned til en bestemt tid, for over radioen fik vi at vide at vi bare kunne blive oppe så længe vi havde lyst. Startfunktionen var nemlig brudt ned og der ikke var andre elever.

Det rettede vi os efter, og lå i timevis og blomstrede rundt i stor højde og nød den kølige luft og udsigten. Vi var en tur op over Sejerø og halvvejs til Samsø, rundede Røsnæs og Kalundborg og fløj ned langs Storebælt for at kigge på broarbejdet. Så tilbage til Vesterlyng og tanke højde på igen og så en tur til Sorø og tilbage. Det meste af tiden var det eleven der tog sig af styringen, så han fik sig noget rutine på den tur! Det var vist første gang han var oppe i over ½ time. Så han nød det i fulde drag. Først da vi havde været oppe i over 5½ time, begyndte termikken at dø ud, så vi vendte næsen hjemad og landede på Kaldred ved 18-tiden og fik flyet sat i hangar.

Det var kort sagt en flyvetur af de bedre, og bagefter var vi nogle piloter der blev enige om at den nok var værd at skrive hjem om, hvilket hermed er gjort!

---

Artiklens forfatter

Aksel Feddersen, født 1925, begyndte at svæveflyve i Holte svæveflyveklub, men kom til Polyteknisk Flyvegruppe (PFG) i 1946. Feddersen, der er en af pionererne i PFG, har gjort en stor indsats for at fremme den videregående svæveflyvning; han vandt det første danmarksmesterskab i 1951 så overbevisende, at han på den sidste dags målflyvning fra Vandel til Odense kunne se bort fra målpoints'ene og uden at lande fortsætte hjem til Lundtofte, og det i en Grunau Baby! Kendt er han også for sin fantastiske målflyvning til St. Auban i Flyvegruppens Olympia under VM i 1956.

Han blev instruktør i 1948, er stadig særdeles aktiv pilot og har så sent som i 1996 lært nye medlemmer at flyve. Han er en af PFG's mest ønskede instruktører, men DSvU's nye skrappe krav til instruktørers antal starter pr. år sætter desværre en stopper for denne instruktør, som tilsyneladende intet besvær har med at holde sig flyvende hele dagen, hvor alle andre har det største besvær.

Feddersen blev i sommeren 1996 udnævnt til æresmedlem af PFG efter 50 års uafbrudt aktivt medlemsskab.

Læs Berlingske Tidendes omtale ved Feddersens 75 års dag her