Polyteknisk flyvegruppe
Forside / Aktuelt / Nyheder / Sun Air Cup 2008 er overstået

Sun Air Cup 2008 er overstået

24. juli var sidste konkurrencedag og det lykkedes P2 at komme ind på en 2. plads

På sidstedagen i Sun Air Cup skulle der reddes nogle point hjem. Forrige konkurrencedag den 23. juli havde ikke stået i P2's favør, da piloterne måtte bide i det sure æble og lande ude - kun 20 km. fra mållinien. Dagen igennem havde basen ligget i omkring 800m og sat de to piloter på hård prøve. Kun 200 meters højde adskilte dem fra at kunne gå på slutglid, men termikken var ophørt. Det blev til en sen pizza i Herning for både piloter og hjælpere.

Bedre held var der på sidste konkurrencedag den 24. juli. Der blev udskrevet en Assignet Area Task på tre timer. Vejrprofeten havde lovet tørtermik, men der var stadig cumullusser at spotte da vi kom op. Vi nåede op til basen i ca. 1000m og kurvede sammen med en 7-8 andre fly, da vi som de første i boblen besluttede at starte på opgaven. På vej mod første vendepunkt fik vi følgeskab af en enkelt Discus, der snildt kunne vise os hvor termikken lå. Op og vende og så mod syd. På vej mod næste vendepunkt opdagede vi, at der trak en søbrise ind fra vest. Det benyttede vi og andre sig af, og snart var vi en mindre flok på ca. 6 fly på vej mod anden vendepunkt. Vi vendte sammen med de andre og fulgte dem til tredje vendepunkt. Der sluttede yderligere 4 fly sig til flokken.

Vi lå nu ca. 60 km ude og med 40 minutter igen. Søren havde regnet på, at vi nu skulle bevæge os hjemad mod Arnborg, og det havde de andre i flokken åbentbart også. Vi fulgtes alle hele vejen hjem mod mållinien, og jo tættere vi kom på jo flere fly sluttede sig til flokken. Til sidst var vi en stor homogen glasfibersky med retning mod Arnborg. Vi lå tæt sammen og en enkelt gang kom vi da også så tæt på et andet fly at nakkehårene rejste sig. Vi skal dog heldigvis med skrækken og kunne flyve videre.

Lige inden sidste vendepunkt før Arnborg mistede vores logger GPS signalet. Vi håbede på, at den havde nået at registrere et punkt inde i sektoren, men da vi kontrollerede logfilen kunne vi se, at det var gået galt. Der var ikke registreret nogen punkt i sektoren. Heldigvis kan FLARM'en også fungere som logger, så med den logfil i hånden blev vores opgave alligevel godkendt af konkurrenceledelsen. Det skal dog hertil sige, at hvis P2 motoren havde fungeret, så ville logfilen fra FLARM'en ikke kunne bruges. Men ledelsen var gjort bekendt med vores defekte motor og havde forseglet den med tape. Så det kan man kalde held i uheld... selvom det har kostet et par hjemhentninger.

Dagens præstation resulterede i en anden plads i tosædet klasse og en tredje plads i Sun Air Cup. I den samlede stilling endte vi dog på 4. pladsen i tosædet klasse, 18 point foran femte pladsen. I den samlede Sun Air Cup blev det til en 13. plads ud af 14. Således afsluttede dette års Sun Air Cup for P2.

Alle resultater og opgaver kan ses på www.sunaircup.dk

SAC-teamet
25. kuli 2008