Polyteknisk flyvegruppe
Forside / Aktuelt / Nyheder / Første solo i sommerlejren

Første solo i sommerlejren

Sommerlejren byder typisk på mindst een solo-elev og det skete på sidstedagen. Mike gik solo i formiddags.

Det var længe ventet. Mike havde endda været forudseende og booket en junior til sommerlejren. Men det skulle først blive om fredagen at han gik solo og dermed klar til den videre skoling på juniorne. Som det sig hør og bør blev han mødt med markblomster efter første flyvning og skubbet tilbage til startstedet siddende i cockpittet - klar til anden solotur.

Foruden soloflyvningen har sommerlejren også budt på to nyudklækkede S-piloter. Kristina stod først for skud, da hun mandag skulle bevise sine kundskaber som pilot overfor S-kontrollanten. Senere på ugen var Simon fra KF i løvens hule, men heller ikke han lod sig skræmme. Begge piloter bestod med bravour, og Simon så sit snit til at blive omskolet til Astir.

Sidst, men ikke mindst, har Pablo igen markeret sig. Tirsdag fløj han sin femtimers tur, så han har nu to sølvbetingelser i skuffen. Den sidste strækbetingelse bliver han dog nødt til at vente med, indtil han får sit S.

Som noget ekstraordinært har elevholdet erstattet samtlige taluritter med splejsninger på den sydlige wire. Hele 19 styks er blevet ordnet samt et par stykker på nordlig wire. Antallet af afbrudte starter pga. taluritskred blev efterhånden for meget for elevholdet, så Mikkel W. bestilte tre spyd og så gik de ellers igang.

Et stort tillykke til alle de unge piloter for de flotte præstationer og ikke mindst tak til elevholdet :-)

Joachim Hegelund
11. juli 2008