Næsten alle kan lære at svæveflyve, det er bare om at komme i gang.
Den fase hvor man lærer at flyve, såvel tosædet som ensædet, betegnes traditionelt indenfor alle typer flyveuddannelse som skoling, og de der lærer at flyve kaldes elever. Først efter at have aflagt certifikatprøve er man pilot. En vigtig milepæl undervejs er "første solo", dvs. første gang man flyver alene. Overgangen til solo status har indenfor alle grene af flyvningen et ritual. I PFG er traditionen at overrække en stor buket markblomster til soloeleven og derefter skubbe flyet med eleven siddende i forsædet tilbage til startstedet.
Uddannelsen til svæveflyver er opdelt i en række normer, som hver skal godkendes af en instruktør inden man kan fortsætte til den næste. Til hver norm er der en række ting man skal vise kendskab til og en række manøvrer man skal kunne udføre. Uddannelsen er tilrettelagt så der hele tiden er nye udfordringer. Alle flyvninger noteres i en uddannelseslogbog således at både eleven og instruktørerne kan holde styr på hvor langt man er kommet.
Man er ikke færdig med at lære når man har fået sit certifikat. Hver gang man skal flyve en ny flytype skal man omskoles. Det betyder at man skal sætte sig ind i den pågældende flytypes egenskaber og gennemføre et antal flyvninger som skal godkendes af en instruktør.
