|
Byggeplaner
Motion Display
Der skal fremstilles en maskine som kan rotere en model af et svævefly rundt i 3 frihedsgrader. Desuden er det planlagt at modellen skal have funktionelle rorflader, så de viser stillingen af de tilsvarende rorflader i simulatoren. Maskinen skal styres af outputtet fra ”Sailors of the Sky”. Se projektbeskrivelsen.
Force Feedback
Det er planen at installere force feedback i styrepinden. Vi har
allerede de nødvendige dele, men problemet er at få plads
til at montere dem på den forholdsvis begrænsede plads
under siddebrønden.
En løsning vi har overvejet, men ikke besluttet os for endnu, er
at føre rorkontrollerne om bag piloten vha.
stødstænger. Desværre har vi ikke de oprindelige
stødstænger. Denne løsning vil give bedre plads til
at montere motorerne til force feedback.
Motion Platform
Sålænge man står fast på jorden får man
ikke den rigtige fornemmelse af at flyve, fordi man ikke kan
mærke de kræfter, der virker på kroppen. Disse
kræfter er også et vigtigt hjælpemiddel for piloten,
iden han ofte kan mærke ændringer i flyets bevægelser
inden de vises på instrumenterne.
En måde at simulere disse kræfter er ved at placere
simulatoren i et ophæng, således at hele simulatoren kan
bevæges omkring en eller flere akser.
Dette projekt vil blive delt op i fire faser.
- Design af det mekaniske ophæng, herunder valg
af aktuatorer: hydraulisk, pneumatisk eller elektrisk.
- Undersøgelse af hvilke bevægelser, der
bedst simulerer de påvirkninger piloten udsættes for. Det
duer ikke bare at bevæge simulatoren så den passer med
orienteringen af flyet i simulatorsoftwaren.
- Udvikling af software til at styre aktuatorerne ud
fra de bevægelsesmønstre, der er fundet under pkt. 2.
- Konstruktion af ophænget og tilhørende
systemer.
Punkt 1 og måske 2 tænkes udført som et
midtvejsprojekt og evt. et specialkursus som del af
ingeniøruddannelsen på DTU.
Dette projekt er klart det mest ambitiøse, og det kan da
også tidligst være klar om et par år. Der skal
desuden sandsynligvis skaffes økonomisk støtte udefra.
Slutglidscomputer
For at få et komplet instrumentsæt svarende til det der
sidder i konkurrencefly, har vi overvejet at indbygge et LCD panel i
instrumentpanelet. Panelet vil så kunne bruges som
slutglidscomputer og skal vise afstanden og retningen til flyvepladsen
og den optimale flyvehastighed. Beregningerne skal foregå i
software på styrecomputeren og resultatet vises på panelet.
Kompas og uldsnor
Der mangler stadig et par grundlæggende "instrumenter", nemlig et
kompas og uldsnoren på hooden.
Kompasset bruges ikke så meget, men vil stadig være rart at
have for fuldstændighedens skyld. Det er ikke fastlagt hvordan
det skal virke, men det kan muligvis laves med en modificeret servo
eller en stepmotor.
Der er et par forskellige løsningmodeller for uldsnoren. Den ene
løsning er at simulere luftstrømmen omkring flyet med en
kraftig blæser. I det tilfælde kan man altså bare
hæfte en normal uldsnor fast på hooden. Blæseren skal
så kunne bevæges fra side til side foran simulatoren. Den
anden løsningsmodel er at sætte en metalstang i uldsnoren
og montere en servo i enden af metalstangen.
Hjulramme
Simulatoren er tung at bære rundt på, så vi har i
lang tid snakket om at montere hjul på stellet eller bygge en
lille vogn til at transportere den på. Begge dele er nemme at
lave.
Transportvogn
På længere sigt håber vi at få en rigtig
transportvogn som kan bygges om til simulatoren. Der skal desuden
være plads til det øvrige udstyr vi har med til PR
arrangementer, såsom computere, filmlærred,
strømkabler og værktøj.
|