Polyteknisk flyvegruppe
Forside / Aktuelt / Nyheder / Nytårshilsen fra Sydafrika

Nytårshilsen fra Sydafrika

En uges flyvelejr i Kranskop

Elise skriver fra Irene mellem Pretoria og Johannesburg i Sydafrika, hvor hun bor 1 år hos Ingrid og John og deres 4 børn, Clara, Philip, Richard og Theresa.

Hej hjemme i PFG!

Jeg har været på flyvelejr i Kranskop her i Sydafrika. Det var bare en helt fantastisk uge, jeg er så glad for at jeg fik den mulighed! Der var masser af termik, nogen gange mere end 5 meter i sekundet. Jeg ved ikke hvor meget, fordi variometeret kun gik til 5 m/s. Så det viste bare 5 m/s hele tiden.

Jeg fløj i en Ka-7, der hed ZS-GUD. Det synes jeg var lidt sjovt! Af de tre Ka-7'ere, de havde, var det også den bedste at flyve i. Jeg prøvede også en Blanic, den var anderledes, man ligger meget mere ned i den og horisonten er længere nede, så det skulle jeg også lige vænne mig til. Specielt i landingen, for jeg var jo vant til at have horisonten højere oppe når man lander med 100 km/h. Tre drenge, der er sponsoreret af ”the lottery”, gik alle solo, det var ret sejt. To den ene dag, og den sidste dagen efter. Instruktørerne mener at jeg og Philip er klar til solo, men vi har ikke medicals endnu. Ingrid har vist fundet et sted til at få dem lavet.

Jeg fik 20 starter på den uge, men jeg fik flere timer i luften end jeg har i Danmark, hvor jeg har 45 starter! Det sværeste for mig var at vænne mig til flyslæb i stedet for spilstart, for de har ikke et spil i Kranskop. Det tog lidt tid. Og I skulle have set den første start jeg lavede! Instruktøren sagde, at han ville se hvor langt jeg var, så jeg gjorde jo bare som jeg var vant til med spilstart, trak i pinden og jeg var så højt over flyslæbet. Instruktøren tog hurtigt over heldigvis. Da jeg kom ned igen grinede de alle og sagde at jeg vist var lidt for vant til spilstart :-) Philip er bedre til flyslæb end mig, men jeg er bedre til at lande end ham! Alt i alt var det en helt fantastisk uge, og jeg er så glad for at have været der.

Jeg havde en dejlig jul på stranden Ramsgate. Johns mor bor 200 meter fra en dejlig strand. Der er lidt crowded, men hvis man går længere den ene vej er der næsten ingen mennesker, og bølgerne er faktisk bedre der. Jeg ved dog ikke, om det mon bare er fordi der er for mange mennesker i vandet til at kalde det gode bølger, eller om det er fordi de faktisk er bedre.

Mit nytår var også godt, Clara den ældste, Philip, jeg og den næstyngste Richard tog sammen med Claras kæreste Robbie og hans to brødre Jamie og Duncan og hans kæreste Patricia samt en af deres venner, som hed Camillo, alle ud på en hike i bjergene. Vi slog lejr og vores plan var at klokken 12 skulle vi springe fra et højt spring ned i vand. Den plan virkede ikke helt dog, for det begyndte at storme, så vi gik bare i seng efter klokken 12. Men den næste dag gjorde vi springet! Det var rigtig sjovt, jeg kan ikke huske hvor mange gange jeg sprang, det var for mange til at tælle, og efter lavede vi te, for vandet var ret koldt fordi springet var nede i en kliff, så der var ikke megen sol der kunne komme igennem. Men i hvert fald havde jeg en rigtig dejlig nytårsdag.

Godt Nytår fra Elise.